Rikkes erfaring

I forbindelse med stress og depression er jeg kommet hos en psykiater, og en dag jeg skulle ind til Birthe til samtale, tilbød hun mig et kursus i Mindfulness. Hun fortalte både om fakta som deltagerantal, antal lektioner m.m. men også hvilke forventninger hun havde til mig, hvis jeg valgte at deltage.

Det der gjorde, at jeg sagde ja tak til kurset, var hovedsageligt at der var lavet dokumenterede undersøgelser, der viser den positive effekt af at træne mindfulness. Bl.a. at det kan forebygge senere tilbagefald.

Det var meget givende for mig, at møde de andre deltagere og se, at der faktisk var andre almindelige mennesker, der havde det ligesom mig. Ikke mindst at der var andre, der havde haft flere depressioner som jeg har. Det har også gjort, at jeg både privat og jobmæssigt har turdet være mere åben om, hvordan jeg havde det, for det har kostet mange ressourcer tidligere, at gå bag en facade.

Det er heller ikke kun øvelserne, som har været berigende for mig. Birthe er kommet med mange ’guldkorn’ i lektionerne, som har hjulpet mig i rigtig mange situationer. Bl.a. til at skelne mellem kropsfornemmelser, tanker og følelser og især til at acceptere det og være i det, i stedet for at prøve at løbe væk fra det, fordi man bliver angst når man kan mærke det.

Den viden og de værktøjer som jeg har fået til træningen, har givet mig en stor forståelse for, hvad det er der sker og sammen med forståelsen, har jeg kunnet finde en helt anden ro end før, hvor det hurtig kunne blive selvforstærkende i den negative retning.

Der gik noget tid, efter jeg var startet, før jeg ligesom knækkede koden og kunne gennemskue hvordan det hang sammen og hvilke øvelser jeg kunne bruge hvornår. I dag sammenligner jeg de forskellige øvelser med en slikpose med ene gode bolsjer, hvor jeg kan vælge lige det bolsje, som jeg har lyst til lige nu.

Jeg har haft stort udbytte af træningen hos Birthe og synes slet ikke, at jeg har kunnet undvære noget af alt det jeg har lært.

Rikke